Den indiske filmindustris fornemmelse for hvidhed

Nu er det en efterhånden en sjældenhed jeg ser film og i særdeleshed Kollywood'ske, men når jeg ind i mellem falder over en af dem, så finder jeg det bemærkelsesværdigt, at de kvindelige hovedpersoner i filmene yderst sjældent er mørke i huden. De populære indiske skuespillerinder i sydindiske film er lyse i huden og importeret fra Nord-Indien, og her tænker jeg eksempelvis på Sneha, Simram, Ramba, Asin og Shreya og jeg kunne blive ved. Samtidig er mørke mandlige stjerner som Rajni, Vijayakanth og Vijay utrolig populære i Kollywood, Det virker til, at det er oftest er mørke kvinder, der udsættes for en form for diskrimination på grund af deres hudfarve. De mørke mænd derimod glorificeres og deres mørke farve bliver fremstillet positivt på humoristisk vis i sange som ”karuppu tharn enakku pidicha kalaru” og ”eecham balam”. I filmen Sivaji bliver protagonistens hudfarve kompleks latterliggjort, men på en så ambivalent måde, så jeg ikke forstår meningen med den. Og i den sammenhæng skal det næves, at de mørke mænd oftest får lagt flere lag af diverse hudprodukter på, som får deres hud til at se lysere ud.

Jeg har endnu til gode at høre en tamilsk sang, som eksempelvis hylder mørke kvinder. Det sørgelige er, at den chauvinistiske tendens efterhånden har været dominerende i flere årtier og situationen forekommer uændret og at den indiske filmindustri fravælger mørke kvinder bevidst. Vi lever trods alt i 2010, hvor vi selv i vesten har sorte skønhedsikoner som Beyonce, Tyra Banks og Rihanna. Men hvordan kan det være, at skønhedsidealet i Indien er lyse kvinder? Urvashi Butalia, historiker og leder af Kali for Women, Indiens første feministiske forlag, forklarer : “Det er bizart, at lys hud skal gøres til statussymbol…. Og “Hvor det kommer fra, er svært at sige. Det har muligvis noget at gøre med Indiens kolonifortid og en nedarvet forestilling om, at de ariske folkeslag er overlegne, mens de dravidianske er mindreværdige.”

Den ariske race’s kendetegn er den lyse hud, og omvendt er den dravidiske race’s kendetegn den mørkehud, og en geografisk og almen sort/hvid fremstilling er at nordindere er lyse og sydindere mørke. Sydindere og dermed tamilere er efter kommer af dravider. I dag vil jeg helst ikke tale om race og at der per se eksisterer en bestemt tamilsk race, men derimod kan man sige at tamilere er en etnisk gruppe, hvis ydre kendetegn for størstedelen er mørk hud. Men det skal understreges, der også findes lyse tamilere, fordi der igennem historien har været blandede ægteskaber på kryds og tværs af race, kaste og etnicitet, så man kan heller ikke entydigt konkludere at tamilerne er mørke. Derudover siges det, at der tidligere i historien var en stærk sammenhæng mellem hudfarve og kastesystemet. På daværende tidspunkt var samfundet struktureret gennem kastesystemet, hvor der eksisterede en streng socialt orden og hierarki, og hvor mulighederne for social mobilitet var stærkt begrænsede. Indere af højere kaste var ofte lyse og de lavere kaste mørke. Historikere mener, at hinduismen og kastesystemet er produkter af mødet mellem den ariske og dravidiske civilisation, og at magthaverne ofte var lysere i huden, og havde dermed højere status og særrettigheder på baggrund af deres farve. Den lyse hud har altså gennem historien været favoriseret og været udtryk for en højere social status og æstetisk har hvidhed tilsyneladende haft en højere social værdi, og denne selvsamme opfattelse gennemsyrer den indiske filmverden i dag, og manifesterer sig både blandt lysenord- indere og mørke syd-indere.

Bollywood og Kollywood spiller en stor rolle for unge inderes selvforståelse og opfattelse af skønhed, og derfor finder jeg det dybt problematisk, at den indiske filmindustri fremelsker opfattelsen af at man pr. definition er smuk, hvis man er lys. Udover at dette er udtryk for latent racisme, så er det samtidig også med til at skabe et samfund, hvor mørke piger vokser op med følelsen af mindreværd på grund af deres hudfarve.

Eksempler på mørke, ualmindelig smukke og stærke kvinder er rapperen Mathangi "Maya" Arulpragasam aka M.I.A og skuespilleren Nandita Das, og jeg er overbevist om, at der findes kønne, mørke talentfulde piger, som drømmer om at medvirke i en Bollywood/Kollywood. Jeg nærer et håb om, at modige og fremsynede instruktører vil give en chance som heltinder i indiske film, så man kan få ændret på det entydige og forstokkede syn på skønhed, som dominerer det indiske samfund, og som præger nogle af tamilerne, som er bosat i vesten.