Den sidste romantiker

Jeg kan ikke erindre, hvornår jeg først hørte om Mads Holger. Var det Berlingske bloggen ”Den sidste romantiker”, der vakte min interesse? Eller bemærkede jeg Mads Holger i en debat i radio eller TV? Sidstnævnte er sandsynligvis det bedste bud, for Mads Holger efterlod et eftertrykkeligt indtryk med sit arkæiske og levende sprog, glimtet i øjet og skarpe konservative holdninger. Jeg blev draget til at søge Mads Holgers venskab på facebook for at følge med i debattørens holdninger om dette og hint, endskønt han tilsyneladende levede et liv, som var dybt fremmed for mig.

Dengang var Mads Holger endnu ikke blevet Kongen af facebook og berømt og berygtet for sine satiriske og skarpe opdateringer, hvor især kulturradikale, socialister og liberale blev udsat for et lingvistisk syrebad. Selvom jeg ikke ligefrem er en nationalsindet konservativ, der længes efter de gode gamle dage, hvor verden ikke var gået af lave endnu, blev jeg fascineret af Mads Holgers evne til at give konservatismen en friskhed og skær af friskhed. Så jeg kastede mig over ”Bladguld”, som er semi-biografisk fortælling om hustleren og hutleren Mads Holger, som går fra fattigkarl, der lever på må og få, men som er i stand til at charmere sig ind hos kvinder, i sådan en grad, at han bestemt ikke manglede at sted at overnatte, selvom han var tæt på at være hjemløs. Det var dengang Mads Holger kaldte sig Grev Strand, hvilket er ganske symptomatisk for, hvad Mads Holger stræbte efter at være en del af det borgerlige godsejer-overklasse og på den måde skabe afstand til sin sociale baggrund som barn af en enlig mor på Nørrebro. Mads Holger yndede selv at sige, at han elskede sig til tops i det det danske samfund. Libertineren evnede at opføre sig som en aristokrat sådan en grad, at han snød sig ind på eksklusive og ekstravagante natklubber i Paris, Beirut og Moskva. Mads Holger var fattig, men agerede som en rigmand på overfladen og som aristokrat i ånden. Infiltrationen af det europæiske jetset lykkedes og Mads Holger elskede med kvinder fra overklassen, samtidig med han i Danmark fik opbygget et harem af Herlufsholm-piger. Hvad Mads Holger ikke havde af økonomisk kapital kunne han kompensere ved sin kulturelle kapital, forstået på den måde at dannelse, veltalenhed og høflighed bragte ham i eksklusive kredse, som ellers er et lukket land for almindelige mennesker. Mads Holger var på mange måder et paradoks. Mads Holger var noget så sjældent som en borgerlig boheme. Trods sin højborgerlige fremtoning så levede han som en omstrejfende kunstner, som ofte var i bevægelse og på rejse. Mads Holgers konservative holdninger stod i stærk modsætning til hans livsstil. Han var kritisk overfor sin tid, men også et produkt af den. Han fandt trøst og sikkerhed i en klart defineret konservativ national identitet, men samtidig skabte han sin egen identitet i moderne forstand, idet han iscenesatte sig selv som personen Mads Holger, hvor han igennem fortællinger og anekdoter refleksivt skaber sin egen identitet og selvfortælling. Vi er ikke, hvad vi er, men hvad vi gør os til”, som sociologen Anthony Giddens engang proklamerede. Mads Holger var en begavet fortæller, som blev sit eget narrativ, men tabte sig selv i fortællingen. Den store tragedie er Mads Holgers uforløste potentiale. Han var god med ord, men blev sablet net af litteraturkritikerne. Han var en habil politisk analytiker og tænker, men som politiker, var han for rebelsk og selvstændig, til at være en loyal holdspiller. Mads Holger sagde selv, at et af de store problemstillinger i samfundet er, at vi tænker for meget og producere for lidt. Så jeg vil slutte dette indlæg af med et Mads Holger citat: "Mit projekt er det romantiske, hvor man involverer sig i livet og lever det i førsteperson, hvilket er forbundet med et stort element af hengivelse. Et af de største problemer i vores tid er, at mange læner sig tilbage og nøjes med at være analytikere. En af årsagerne til den aktuelle krise er, at vi ikke producerer, men spekulerer. Vi er alle blevet fortællere, men der er ingen helte. Jeg tilstræber at leve livet i førsteperson, selvom det er hamrende farligt, og du af og til bliver stemplet som idiot."