De tusind spejles ø

Nayomi Munaweera’s roman ”De tusind spejles ø” er fortællingen om de singalesiske søstre Yasodhara og Lanka, som må forlade det søde overklasseliv i Colombo og emigrere til USA, da den srilankanske borgerkrig bryder ud i 1983. I den nordlige del af Sri Lanka vokser tamilske Saraswathi op i en fattig familie, hvor hun drømmer om at blive skolelærer, men en barsk konsekvens af borgerkrigen fører til, at hun ikke ser andre udveje end at melde sig hos De Tamilske Tigre’s røde-gule faner. Romanen begynder i 1948 med afkoloniseringen af den dråbeformede paradis-ø og afslutter kort efter borgerkrigens afslutning i 2009. Hovedpersonerne er Yasodhora og Saraswathi, som fortællerstemmer repræsenterer modparterne i konflikten - singaleserne og tamilerne. Yasodhora er fra en middelklasse familie, som har råd til hushjælp og hvor der er store forventninger til børnene. Saraswathi er omvendt fra den tamilske underklasse, hvor den tamilske drøm om at uddanne sig til bedre sociale vilkår er dominerende, men en tragisk begivenhed ændrer hendes liv radikalt og hun ender i kløerne på De Tamilske Tigre. Sprog, klasse og religion adskiller Yasodhora og Saraswathi og deres livsforløb udvikler sig markant anderledes, men deres spor krydses senere hen på tragisk vis.

”De tusind spejles ø” er en kombination af familiesaga, borgerkrigshistorie og immigrantfortælling. Den kredser om temaer som identitet, tilhørsforhold, længsel, radikalisering og nationalisme. Nayomi Munaweera formår at formidle en nuanceret fremstilling af den srilankanske borgerkrig, hvor både den tamilske og singalesiske nationalisme sættes under et kritisk lup.

Forfatterens kærlighed til oprindelseslandet skinner igennem, når hun beskrive srilankansk natur, mad og kultur. En historisk og skæbnesvanger episode som Black July behandles i et direkte og eksplicit sprog, der ikke på nogen måde censurer virkelighedens barske realitet, hvilket giver læseren et råt indblik i det scenarie, som startede den srilankanske borgerkrig. Terrorens gru og rædsel kommer til udtryk, når selvmordsaktioner beskrives i et så præcist sprog, at læseren bevidstliggøres om den angstprovokerende terror, der får ægtepar til at vælge forskellige busser for at være sikker på at mindst en kommer hjem med livet i behold!

Romanen er til tider ubehagelig læsning og især Saraswathi’s kapitler er dybt bevægende. Fattigdommen. Mismodet. Krigens rædsler. Afmagt og trøstesløshed. Men kapitlerne er dog også bogens svage led. Saraswathi’s perspektiv fylder ikke nær så meget som Yasodhora i bogen. Man fornemmer at forfatteren i beskrivelserne af tamilernes forhold på den nordlige del af Sri Lanka er på fremmed grund. Naturbeskrivelserne er knap så detaljerede, karakterne færre og fortællerstemmen virker utroværdig i beskrivelsen af Tigrene og Lederen. Tamilernes glorificering af og gudedyrkelse af Lederen kommer eksempelvis ikke til udtryk og den tamilske diaspora er nærmest ikke eksisterende.

Alle der interesserer sig for Sri Lanka og den srilankanske borgerkrig bør læse bogen. Den tamilske diaspora vil have glæde af at læse romanen, fordi den giver et indblik i, hvordan singaleserne ser på tamilerne, oprørsbevægelsen, terroren og LTTE-lederen Prabhaharan . For de som ikke har kendskab til Sri Lanka er bogen svært tilgængelig at læse på grund af fremmedartede fødevarer, eksotiske planter/dyr, historiske referencer, historiske personligheder, buddhistiske udtryk. Bloggeren måtte google et par ord i ny og næ. Men omvendt er det en gribende, sørgmodig og håbefuld universel fortælling om krigens rædsler, terrorens gru og håbet om freden – på trods af forskelligheder. Anmeldelsen er forfattet i 2015.