Et forjættet Land” – Barack Obamas fortælling om tiden som præsident i USA

Dengang jeg var ung og idealistisk, så var et af de absolutte højdepunkter i mit medlemskab af DSU, at opleve en amerikansk valgaften sammen med andre unge, der interesserede sig for amerikansk politik. I 2008 opstod en reel mulighed for at en sort mand kunne blive præsident, da Barack Obama var præsidentkandidat for Demokraterne og var oppe imod den republikanske krigsveteran John McCain.

Jeg er som mange andre danskere vokset op med amerikansk kultur. USA er verdens kulturelle omdrejningspunkt og derfor har vi alle kendskab til amerikansk musik, film/serier, litteratur og sport.

Jeg har har kunne identificere mig med afro-amerikanerne, fordi jeg delte deres hudfarve. Ikke at jeg så mig selv som sort, men jeg kunne relatere til de sortes følelse af være udenfor og fremmedgjort i en verden, hvor en hvid majoritet satte standarden for, hvad der var normalt. Det var især rapmusikken, som tiltalte mig. Så da 2Pac i 1998 rappede ”eventhough it seems heaven sent – we ain’t ready to se a black president i ”changes” – så virkede det realistisk og tilpas håbløst.

Men da Obama dukkede op til Demokraternes Konvent i 2004 og blev landskendt med en tale, der appellerede til sammenhold i USA på tværs af race og politiske skel, så begyndte jeg at nære et håb om bedre tider for USA. Man skal huske på at i starten af 00’erne, så var det George Bush, der var præsident og som pga. af 11/9 lancerede ”war on terror”, der betød at Irak og Afghanistan blev centrum for bekæmpelsen af terror. George Bush var upopulær i venstreorienterede kredse og blev nærmest symbolet på USA’s værste sider på daværende tidspunkt, en aggressiv udenrigspolitik og en politik baseret på frygt for det ukendte og fremmede.

Så dukkede Obama op. En veltalende sort mand, som lød som en afdæmpet blanding af en sort prædikant og hvid politiker. Senere stillede selv samme mand op til præsidentvalg i USA med slogans om håb og forandring. Og da jeg som en ung og idealistisk dansk-tamilsk mand, så at det kunne lade sig gøre at blive USA’s præsident og den frie verdens leder, selvom man var mørk i huden og havde et sært efternavn gav det håb om bedre tider.

Men det er i dag 12 år siden at Obama blev præsident og i dag ved vi, hvordan den fantastiske fortælling om Obamas appel til samhørighed på tværs af race og politiske skel, løfter om håb og forandring blev afløst af frygt, stilstand og indadvendt nationalisme eksemplificeret ved Trumps slogans som ”America First” og ”Make America Great Again”.

...

Obamas erindringer

”Et forjættet land” er Obamas egen fortælling om tiden som præsident og samtidig hans eget bud på sit politisk eftermæle. Hvad vil Obama egentlig selv gerne huskes for? Og hvordan ser han selv på sin periode som Præsident? Bogen er på ydmyge 862 sider og det er bare første bind! Jo mere Obama skrev – des mere opdagede han, at én bog ikke var nok til at afdække tiden som præsident fra 2008 til 2016, så Obamas erindringer udkommer i 2 bind. Og første bind omhandler Obamas første periode som præsident.

Jeg overvejede at genlæse ”Arven fra min far” eller ”Mod til at håbe” som en art genopvarmning til den nye mammut biografi. Men det behøver læseren egentlig ikke!

For de første 250 sider handler om Obamas vej til præsident valgsejren i 2008. Hvis man fulgte med i amerikansk politik i 00’erne, så kender de fleste af læserne nok højdepunkterne i Obamas politiske karriere.

Den første del af bogen er en kort gennemgang af Obamas liv frem til tilværelsen som den frie verdens leder i Det Hvide Hus. Højdepunkterne i den første del af bogen er især beskrivelserne af vendepunkterne i Obamas karriere som vordende top-politiker og beskrivelsen af de begivenheder, der fører til Obamas mest kendte taler, som debutant talen til demokraternes konvent i 2004 eller ”yes – we can” talen i New Hamspire efter et valgnederlag til Hillary Clinton under primærvalget, ”a more perfect union” om race og religion”, og selve talen efter valgsejren i 2008.

I den indledende del får vi får genoplivet Obamas barndom og ungdom og genopfrisket Obamas opvækst, som var mere præget af den progressiv hvide mor og hårdtarbejdende hvide morforældre end den fraværende sorte far. Vi får et lille indblik i tiden som deltidssenator i Chicaco og senere op til valget som Senator. En spøjs tendens er i øvrigt, at mange af Obamas modkanditater op til et valg pudsigt nok bliver udsat for en skandale, der på magisk vis altid forbedrer Obamas valgchancer.

Obamas kamp om at blive nomineret som Demokraternes præsidentkandidat bliver bliver desuden beskrevet. Det er interessant læsning, hvis man interesserer sig for valgkampagner, valgstrategier og krisehåndtering. Og her skal man huske på, at modstanderen var Hillary Clinton. Demokraterne havde på daværende tidspunkt muligheden for vælge en præsidentkandidat som enten havde muligheden for at blive den første kvindelige præsident eller den første sorte præsident! Hvad mange sandsynligvis har glemt i dag er, at primærvalget til tider var grov, og hverken Obama eller Hillary Clinton var tøvende overfor smide køns eller racekortet! Og at race også spillede en rolle for nogle af de mere konservative demokratiske vælgere: ”Ja, jeg overvejer at stemme på ham niggeren” kunne enkelte vælgere finde på at sige.

Obama og de hvide arbejdervælgere

Obama blev på et tidspunkt under primærvalget spurgt, hvorfor så mange hvide arbejder vælgere stemmer republikansk, selvom det skadede deres egen interesser?

Og her kom Obama til at blamere sig. Han startede med at kritisere Bush og Clinton administrationen for ikke have genopbygget småbyer i Midt-Vesten i en tid, hvor jobbene forsvandt og ender så med at sige: ”Så er det ikke overraskende, at de bliver forbitrede og klamrer sig til våben eller religion eller antipati mod andre mennesker, der ikke ligner dem eller vender sig indad for at håndtere deres frustrationer”-

Det var en sætning, som fik Hillary Clinton kampagnen til indlede forsvar for retten til at bære våben og gav hende momentum i kampagnen. De ord skulle forfølge Obama langt senere. Både i præsidentkampen, men også i Obamas præsidentperiode og blev i sidste ende modreaktionen på Obama-æraen. Præsident Trump vil ikke have være muligt uden støtte fra de hvide arbejdervælgere.

I dag vil Obama have formuleret sig anderledes. Der var skam også hvide vælgere ude på landet i Illinois og Iowa, som gav Obama deres stemme, selvom de var uenige med ham, når de kom til abort og immigration. I bogen undskyldes udtalelsen med, at han var psykisk og fysisk udmattet. Det store spørgsmål er så, om udtalelsen var en fortalelse. Var det Obamas oprigtige holdninger, der kom til udtryk? Eller var Obama bare så træt og uoplagt, at han kom til at sige, noget han ikke mente? Svaret blafrer i vinden.

Drømmen om Amerika

Obama er især interessant, når han forholder sig til race spørgsmålet. Borgerrettighedsforkæmperen og veteranen Otis Moss giver Obama et råd om, at han bør se Martin Luther King Jr. Som en Moses, der viser vejen til det forjættede land og Obama og hans generation repræsenterer Josva. En bibelsk reference til det gamle testamente, hvor Moses redder israelerne fra den egyptiske faraos undertrykkelse, mens Joshua fører faklen videre og skal lede israelerne til Kanaaens land.

”Vi er generation Moses. Vi marcherede, vi organiserede sit-ins, vi kom i fængsel, af og til i trods mod den ældre generation, men når det kom til stykket byggede vi ovenpå det, de havde skabt. Vi ledte os alle ud af Egypten, kunne man sige. Du, Barack, tilhører generationen Josva. Du og andre som dig har ansvaret for rejsens næste etape”. Otis Moss

Kristendom og religion har haft vital betydning for de sortes kamp for lige rettigheder og slavefrigørelse. Sorte kunne relatere til jødernes fortælling, om et folk der var gjort til slaver, udsat for store lidelser, men at så kom en lederskikkelse i Moses, som befriede jøderne og led ud dem ud på en lang ørkenvandring, indtil Josva tog over. De sorte amerikanere har en lignende historie, som præger deres kollektive hukommelse, hvor de har været tvunget til at være i eksil og gjort til slaver. For dem er tanken om ”det forjættede land” et USA, hvor der er plads til dem og hvor de er ligestillet med de hvide.

Biografiens gammeltestamentlige titel ”det forjættede land/the promised land” referer både til USA som ”det forjættede land” og ideen om USA. Obamas ide om USA. Som når Obama skriver, at han ikke er klar til opgive den mulighed, som Amerika er.

Efter Obamas mening handler den demokratiske krise, som USA er ramt af om en fundamental strid mellem to modsatrettede forestillinger om, hvad Amerika er og hvad det burde være. En strid som er definerende for, hvad det vil sige at være amerikaner. Som når Uafhængighedserklæringen hævdede alle var lige på et tidspunkt, hvor en slave blot var tre femte del af et menneske. Denne splitte afspejler af Obamas personlige splittelse. Den idealistiske Obama og den pragmatiske Obama og er et gennemgående tema i bogen.

Men ”det forjættede land” er for de sorte amerikanere et billede på et land, hvor de sorte er ligestillede med de hvide og har de samme rettigheder og muligheder som de hvide. Fri for racismens undertrykkende lænker og som Martin Luther King sagde i sin berømte ”I have a dream” tale:

“And I've seen the promised land. I may not get there with you. But I want you to know tonight, that we, as a people will get to the promised land. And I'm happy, tonight. I'm not worried about anything.”

Når Obama inddrager Josva sammenligningen, så er det sandsynligt, at det er fordi, at han hellere vil sættes i forbindelse med denne leder-figur, frem for den mest oplagt sammenligning, som har været fremherskende i folkets dyrkelse af Obama: Ideen om Obama som frelser-figur. Altså Obama som en slags moderne sort Jesus. Obama selv beskriver, hvordan nogle tilhængere bristede ud i gråd eller rørte hans ansigt, når de så ham under valgkampagner.

Obama var dengang et ikon for håb og forandring, som tilhængerne læste deres drømme ind i. Obama var stærkt bevidst om, at han på et tidspunkt vil skuffe sine tilhængere. Valgkampagnen i 2008 pustede Obama op til en frelserfigur og messiansk karaktér, som ville have svært ved at virkeliggøre de forventninger om håb og forandringer som tilhængerne havde. Obama møder som præsident senere forfatteren Vaclav Havel, som siger følgende til ham: ”Du må slås med folks høje forventninger og det betyder, at de også nemt bliver skuffede. Det er noget jeg kender til. Jeg er bange for, det kan være en faldgrube”. Havel var Obamas forbillede som ung og han betragtede ham som en, der blev politisk aktiv og bevarede sin sjæl. Havel var en tidligere systemkritiker, som formåede blive præsident i 2 valgperioder.

En anden mere dyster erkendelse som Obama finder frem til er, at hans modstanderd omvendt vil kunne forvandle ham til et symbol på frygt hos sine værste modstandere. En frygt som kunne forvandle sig til et indædt had, som politiske modstandere ville kunne anvende for at mobilisere deres kernevælgere.

Sarah Palin og Tea Party Bevægelsen

Et af de mest interessante passager i erindringsbogen er, når Obama forholder sig til sine modstandere. Obama ser eksempelvis Sarah Palin som en en proto-Trump og som tegn på, hvad der ventede Obama og demokraterne. Under præsidentvalg kampen var Palin ifølge Obama med hendes skarpe retorik, folkelighed og populisme langt bedre end McCain til at begejstre republikanske kernevælgerne, hvid arbejderklasse og de landlige republikanere.

Obama er spydig i sin kritik af Palin, som han beskriver som ”blank og en som famlede efter ordene, som en skoleelev, der prøver at bluffe sig igennem en prøve, hun ikke har læst op til”. Samtidig var han bekymret over for, hvordan de mainstream konservative reagerede og hyldede Palin som en med ”gode instinkter”, som Reagan”.

Obama så Sarah Palin som advarsel på fremtiden:

”Det var selvfølgelig et varsel om de tider, der skulle komme – en større mørkere virkelighed, hvor partihensyn og politisk opportunisme truede med at blive vigtigere end alt andet, også ens tidligere standpunkter, erklærede holdninger og selv det, ens egne sanser, ens øjne og ører, fortalte var sandt”.

Det sorte USA

Mange sorte vælgere så Obama som frelseren, der ville føre de sorte til ”det forjættede land” og gøre op med resterne af slaveri , race-adskillelse og undertrykkelse, som idag viser sig ved, at de sorte er overrepræsenteret i kriminalstatistikker og mange sorte lever i ghettoer og parallelsamfund. Men hvis Obama skulle vinde og have en chance for at blive præsident måtte han appellere til alle grupper i samfundet. Tale i et sprog som vækker genklang hos alle amerikanere og fremsætte en politik, som havde gavn for alle amerikanere. Han så hvide som allierede i kampen for et retfærdigt samfund og den afroamerikanske kamp var en del af denne kamp. Der var dog allerede dengang kritiske stemmer fra Obamas egen bagland, som mente denne brede tilgang ikke vil gavne det sorte mindretal, at diskriminationen ville forsætte og sorte blev tvunget til at undertrykke en legitim vrede og frustration. På valgaftenen udspiller et rørende øjeblik, hvor Obama sorte svigermor måbende fulgte med i valgresultaterne med et vantro udtryk i ansigtet.

Præsident æraen

Den resterende del af Obamas erindringer omhandler hans beskrivelser af den førte politik i de første fire år af præsidentperioden, fx. økonomisk politik, udenrigspolitik og klimapolitik for at nævne nogle eksempler. Vi er med på udlandsrejser til Moskva, Cairo, København og Beijing. Samtidig er vi med i Det Ovale Værelse og Situationsrummet.

Obama fortæller om de forskellige medarbejdere han ansætter i sin periode. Enten har Obama en imponerende hukommelse eller har han fået en hjælpende hånd, for det er virkelig mange af sine ansatte Obama kan huske navnene på! Udover namedropping, så sætter Obama et par tillægsord på sine medarbejdere.

Jeg skriver ikke, at Obama er megaloman, men de præsidenter han oftes sammenligner sig selv med er Abraham Lincoln og Franklin D. Roosewelt. Roosewelt er en tilbagevendende præsident, som Obama gerne trækker frem.

Den økonomiske krise brød ud midt under præsidentvalgkampen og kom til at præge Obamas første måneder og år som præsident. Obama sammenligner sin økonomiske politik med den keynesianske New Deal politik, som Franklin Roosewelt stod for under den store depression i 30’erne. Obama bruger sågar i lektor stil en side på at gøre rede for den økonomiske politik i 30’erne. Man tænker umiddelbart, at Obama har tænkt, at læserne har brug for amerikansk historieundervisning midt i erindringerne. For nogle læse er det relevant læsning. Men hvis man er sindssyg nok til at gå i gang med en moppedreng af erindringsbog om amerikansk politik, så er det er det vel forventeligt, at sådan en læser vil vil kende til Roosewelt, New Deal og keynianisme? Andre gange kommer Obamas belærende skrivestil dog læseren til gavn, når man får en kort opsummering af, hvad baggrunden for Israel-Palæstina konflikten er.

Beskrivelserne af kendte statsoverhoveder er for sig selv. Selvom de fleste nok ved, hvordan Merkel, Medjedev og Lars Løkke ser ud, så er det ret interessant at se dem beskrevet med Obamas øjne. Det giver politikerne en hvis menneskelighed. For tit glemmer vi læsere, at personlighed og væremåde også spiller en rolle i storpolitik.

Om Merkel

”Merkel havde store lyseblå øjne, der kunne udstråle skiftende sindsstemninger fra frustration over morskab til et strejf af bedrøvelse”.

Om Sarkozy

Sarkozy beskrives som en med overdreven retorik og store følelsesudtryk og en som ligner en figur på et maleri af Toulouse-Lautrec.

Om Putin

”Med samme kræsenhed som en teenager på instagram arrangerede han en strøm af fotosessioner og projicerede et næsten satirisk af maskulin styrke(Putin rider på en hest med nøgen overkrop, Putin spiller ishockey), samtidig med at han viste sine chauvinistiske og homofobiske sider og insisterende på, at russiske værdier blev inficeret af fremmede elementer”.

Lars Løkke:

”.. . afspejlede mange af de gode egenskaber , som jeg var kommet til at forbinde med danskerne – han var opmærksom, velinformeret, pragmatisk og menneskelig.......Da vi mødte den stakkels mand, så han ud, som om han var i chok, hans klare blå øjne var tydeligt udmattede, hans lyse hår sammenfiltret som som han lige havde været i brydekamp. ..”

Danske læsere vil i øvrigt finde det interessant, at Obama pressede Erdogan med, at det vil få indflydelse på hans forstående Tyrkiet besøg og den amerikanske offenligtheds mening om Tyrkiet, hvis udnævnelsen af Anders Fogh Rasmussen som Natogeneralsekretær ikke ville gå igennem.

Den private Obama

Biografien rummer desuden beskrivelser af, hvilke konsekvenser det har haft for Obamas familie at være i rampelyset og Obama giver detaljer fra privatlivet, som ikke før var kendt. Om forholdet til Michelle skriver han: ”Hun var noget helt specielt og jeg kendte ingen, der blot mindede om hende”. Michelle repræsenterer det sorte Amerika for Obama. Den rodløse mulat Obama fandt i Michelle et fast holdepunkt og en forbindelse til det afro-amerikanske samfund og dets rødder. Omvendt så Michelle, hvordan Obama indgød folk håb. Obama beskriver tankerne omkring at stille op til præsident, som blev vendt og drejet hos Obama familie, hvor Michelle udtrykker, at præsident-ideen er Obamas projekt og at hun hader politik og ikke var vild med ideen om, at familien nu bliver et udstillingsobjekt. Obamas afgørende argument om, at alle etniske minoriteter fremover vil se sig selv på nye måder og se større fremtidsmuligheder overbeviste dog Michelle til sidst.

Obama udtrykker desuden bekymringer om at være den fraværende far og blive fjern som sin egen far. De forandringer døtrene gennemgik blev målestok for alt det, Obama gik glip af. Obama var i tvivl om valg af karriere og havde dårlig samvittighed. Var det det værd, at han ikke kunne være der for sine døtre, når de havde brug for en tilstedeværende far? Sasha og Malia fik en usædvanlig barndom, hvor det var svært at besøge forlystelsesparker, tage på en impulsiv tur på burgerbar eller en lang bilferie. Obama havde en længsel efter give sine børn den frie barndom han selv havde. Obama fortæller en underholdende anekdote om, hvor børnene taler om, at Obama bør have Johnny McJohn John som dæknavn. Derover omtaler han Michelles brud på etikette og kritik af tøjstil som kom i kølet på The Obamas møde med Dronning Elisabeth. Obamas kække bemærkning om konens outfit resultarer i, at Michelle svarer, at han har mange sofaer han kan vælge at sove på i Det Hvide Hus! Michelle er dog bekymret over på, hvordan Obamas modstander opfatter deres familie, hvor hun om Tea Party bevægelsen siger følgende: ”Det er helt skørt at de bange for dig. Bange for os”.

Alt i alt er ”Det forjættede land” en del af en væsentlig fortælling om amerikansk historie fortalt af hovedpersonen selv. Læsere der interesserer sig for USA, race, politik, historie og økonomi vil finde den interessant. Hvis man er fascineret af Obama, så er det bestemt også værd at læse bogen. Man skal dog ikke forvente en letlæselig bog. Biografien er tung at komme igennem og meget af den indledende del kunne have være sparet væk, fx. beskrivelsen af tiden som deltidssenator i Chicago. Obama vil gerne vise, at han er en god forfatter, så han beskriver selv blomsterne, træerne og dyrelivet i Det Hvide Hus’ have! Obama veksler mellem en bedrevidende lektorstil og ung forfatterspire, der vil imponere og desuden benytter han dramaturgiske kneb som cliffhanger og især beskrivelsen af klimatopmødet er en klasse for sig. Obamas erindringer har en dyster undertone idet alle kender slutningen på Obama æraen, hvilket er Trumps indtræden i amerikansk politik. Det jeg savner i bogen refleksioner over identitetspolitik og Trumpisme. Om Bind 2 af erindringerne rummer de tanker. Det kan kun fremtiden vise.