Superskurk - et opgør med Psykiatrien

Psykiatriens postergirl Anna Juul er ude med en ny bog, hvor hun hudfletter Psykiatrien og samfundets syn på psykisk sygdom på godt og ondt.

Bogen består af en række strøtanker og rants om at være psykisk syg i dagens Danmark. Anna Jul er både vred, skuffet og ligeglad. Således skriver hun følgende om at få diagnosen skizoaffektiv – ”Han siger det er derfor, at jeg både er glad og sur og ked af det og græder uden sorg, men jeg tænker bare ”skizoaffektiv” ikke lyder som en rigtig diagnose, men snarere noget man giver til en, der i forvejen er en skraldespand, hvorfor man fint bare kan samle alle mulige random ting og kalde det for et eller andet random, som om ord ikke betyder noget, for hvordan i alverden havde I tænkt jer, at jeg skulle gå ud og bygge min identitet på min diagnose, når den diagnose, jeg har fået er, er lol, hva? Hold kæft hvor er I bare latterlige alle sammen”.

Anna Juul har fuld plade i diagnose-bingo og har været deprimeret, angst, autist, borderline, bipolar, skizofren, og selv fået konstateret ADHD, dog for en kort periode. Hun kritiserer vilkårligheden i uddelingen af diagnoser, hvor hun eksempelvis blev vurderet til være manisk, hvis hun var i godt humor hos lægen og hvis hun havde triste tanker blev hun vurderet til være deprimeret.

Bogen drives frem af en ide, om at hun vil gerne holde en fødselsdagsfest for de 1000 mest prominente danskere. Den beskæftiger sig med temaer, som at blive voksen. Om bivirkninger ved psykofarmaka, som vægtøgning, som er i modstrid med moderne skønhedsidealer som tyndhed. Om dilemmaet om at have lysten til at tabe sig men samtidig have lysten til at dø. Om tanker om moderskab trods 50 % chance for barnet også bliver skizofrent og det privilegie, det er at blive moder.

Hun oplever alt fra tristesse til apati og har megalomane tanker om være en messiansk frelser figur. Anna Juul leger med identiteter, som når hun vekselvirker mellem ville være superskurk til at være offer og til sidst antihelt.

Anna Juul har et kritisk blik på tanken om kreative geni, der balancerer på kanten mellem det geniale og det gale. Geniet kan leverer anmelderost litteratur – men på bekostning af hvad? Det er dansen om omkring være at kunne være syg nok til at skrive, men ikke for syg i hovedet til ikke at kunne skrive. Hun vil nødig ende op som en Kanye West, der ser psykisk sygdom som en superpower, og som med sine seneste antisemitiske rablerier og rants mod Kim Kardashians (eks)-kæreste, ikke virker til være en mand i balance.

Men omvendt er Anna Juul heller ikke færdig med at lide for kunsten og må under bogens tilblivelse blive indlagt på den åbne afdeling i Bispebjerg. Om dette opholdt skriver , at afdelingen var – ”grimmere og og mere ubehageligt end de fængsler, jeg har set i fjernsynet. Der kunne man gå i træningscenter og få en uddannelse, på den åbne afdeling er der bare en seng og en håndvask”.

En rød tråd i Anna Juuls værker fra TV-serien ”Min kamp” til digtromanen, ”Jeg bruger mit krop som er møbel” og romanen ”Penge og Bacon” er den underliggende humor og ironisk distance. Humoren er Anna Juuls overlevelsesmekanisme i en mørk og trøstesløs verden. Og som hun selv erkender i bogen, så er brugen af humor og den ironiske distance med til at den nok ikke bliver betragtet som stor kunst, da hun højst deler humor med 10 mennesker. Når man ser på antallet af følgere på Anna Juuls instagram profil, så er der 17.000 følgere, så der er nok flere, der deler humor med hende end hun selv tror. Men tragikomikken er Anna Juuls overlevelsesmekanisme og tak for det – ellers vil hun måske ikke være iblandt os i dag!

Anna Juul ser pessimistisk på fremtiden. Hun er overbevist om, at ”Superskurk” ikke bliver litterær klassiker, , at den er ligegyldig og ikke tiltrængt i dagens samfund. Men den er en litterær nødvendig, for psykisk syge stemmer bør også være repræsentative i litteraturen. Hun undervurderer sin egen rolle, idet hun italesætter væsentlige problemer inden for psykiatrien, men som regel, så går de psykisk syges problemstillinger i glemmebogen, næste gang politikerne skal omfordele de økonomiske midler. Så hendes selverkendende kritik virker profetisk i den sammenhæng. Hun kritiserer desuden kulturelitens konkurrence om at kunne levere det hårdeste og mest oplevede kunst og kampen på venstrefløjen om at have haft det hårdeste liv. Hvilket leder hen til en uskøn konkurrence om at være det største offer. Yahya Hassan er et godt eksempel på, hvor galt det kan gå, at stræbe efter leve og levere den mest ærlige kunst, hvor prisen var et mentalt deroute og ende på retspsykiatrisk afdeling.

”Superskurk” bliver muligvis ikke vurderet til være et litterært hovedværk, men den er skrevet i det direkte, sprudlende sprog med humoristisk overskud, så det er svært at lægge bogen fra sig. Bogen afrundes med en stærk tale. Om at være den præmieskizofrene der inviteres til debatter på TV, fremfor førtidspensionisten på den lukkede og hvordan psykiatrien ikke prioriteres af politikerne. Der indgår desuden en kritik af medierne, i de foretrækker en omvandrende recovery historie, som giver taletid i Go’ Morgen Danmark.

Alt i alt en latterfremkaldende, skarp, selvudleverende og opsigtsvækkende opråb til Psykiatrien i Danmark og til politikerne. En vital fortælling om Psykiatriens tilstand i vores samtid.

”Superskurk” bør sendes til den nye sundhedsminister Sophie Løhde nu hun skal i gang med genskabe den udsultede Psykiatri med en ny 10-års plan.