Det sorte stigma

“The world is wrong. You can’t put the past behind you. It’s buried in you; it’s turned your flesh into its own cupboard”. Ovenstående citat er fra Claudia Rankines “Citizen: An American Lyric”. I en sætning formår hun at opfange det afroamerikanske race-stigma. På grund af USA’s historie med slaveri, segregation og racediskrimination er hudfarve et ømtåleligt emne. Afroamerikanerne bærer en hudfarve, der minder dem om amerikansk histories skyggeside, men også om kampen for anerkendelse, ligeværd og retfærdighed. Sort er blevet en sindstilstand, som er formet af afroamerikanernes kollektive erindring, hvor landflygtighed, fremmedgørelse og undertrykkelse er væsentlige elementer. Sort er hudfarven, som visuelt adskiller afroamerikanere fra de hvide anglo-saksiske amerikanere. Men sort er også en måde at agere på eksemplificeret i hiphop-kulturen, hvor en særlig sort maskulinitet, gade-smartness og coolness hersker. Selvom USA har haft en sort præsident illustrerede Ferguson-urolighederne, at raceproblematikken stadig kan antænde flammende oprør og vrede blandt USA’s sorte minoritet. Armod, klasseskel og institutionaliseret racisme er desværre stadig hverdag i Guds eget land. Men der er dog også fremgang at spore. I det amerikanske kulturliv er sorte repræsenteret både i sport, musik og tv/film verdenen. Sitcoms som ”The Cosby show” og ”Rap fyr i LA” har medvirket til, at hvide amerikanere har fået et mere nuanceret og positivt indtryk af afroamerikanere. Den sorte middelklasses visuelle fremtoning på TV-skærmen har skabt rollemodeller for ikke-hvide minoriteter samt fattige afroamerikanere og har givet håbet om den amerikanske drøm tilbage til de sorte amerikanere. Og nu har de ikke-hvide minoriteter fået endnu en afro-amerikansk familie, som de kan spejle sig i.

Black-ish er en komedieserie, som handler om Andre ”Dre” Johnsons kamp for at opretholde identiteten som sort i en verden, hvor den hvide majoritetskultur er dominerende. Serien følger tre generationer af sorte – børnene, André og Rainbow(ægtefællen), og Pops(farfar). De har vidt forskellige opfattelser af, hvad ”sorthed” er for en størrelse. Børnene er vokset op i en farveblind verden, hvor præsidenten altid har været sort og derfor er det ikke af stor betydning for dem, at Obama var USA’s første afroamerikanske præsident. André Johnson og Rainbow repræsenterer de afroamerikanere, som har klatret sig op i den sociale rangstige og bevæget sig fra bunden i den afro-amerikanske ghetto og op til middelklasse-Amerika i post-borgerrettighedskamp æraen. Pops er vokset op med raceadskillelse, kampen for borgerrettigheder og i en tid, hvor sorte ikoner som Martin Luther King og Malcolm X på hver sin måde bidrog til kampen for et mere retfærdigt Amerika for sorte amerikanere. Familien Johnson er en økonomisk velstillet kernefamilie, hvor både mor og far har velbetalte jobs, som har medvirket til, at de er flyttet til et finere kvarter, hvor der dog er andre minoritetsgrupper. André er bekymret over at den ældste søn Junior hverken føler sort eller agerer som en ung mand med sorte rødder burde. For Junior vil egentlig helst kaldes Andy, spille floorbold og afholde bar mitzva som sin jødiske skolekammerat. Patrikarken André føler, at han er nødt til at bevare og udvikle sønnens sorte tilhørsforhold og tager derfor ham med til en basketboldkamp i ghettoen. Her kan den spinkle og nørdede Junior slet ikke kan hamle op med ghettoens muskuløse og hårde drenge. Mens André i hjemmet forsøger at værne om sin sorthed, kæmper han på arbejdspladsen for at blive anerkendt for andet end hans hudfarve. André er lige blevet forfremmet på arbejdspladsen, men skuffelsen breder sig, da han opdager at ”urban” indgår i arbejdstitlen. Ordet urban opfatter André som en eufemisme for sorthed og på arbejdsmarkedet vil han anerkendes for sine kompetencer og ikke sin ”anderledeshed”.

Black-ish er et interessant kulturelt fænomen, fordi serien formår på latterfremkaldende og begavet vis at udstille generationskløften, når det kommer til betydningen af race. Det viser sig eksempelvis da Pops og André er urolige over Juniors manglende sorte venner. Så far André arrangere et møde mellem Junior og sin sorte kollegas søn. André forsøger desuden at skabe et venskab med den sorte kollega, som viser sig at være en hæmningsløs, klæbende suspekt type med dårlige manerer – med andre ord en for ghettoiseret sort mand. Deres sønner formår dog at blive venner, men deres venskab bygger ikke på deres fælles sorte hudfarve og baggrund, men på deres forkærlighed overfor Ringenes Herre universet. Black-ish er tankevækkende, når den behandler tabuiserede emner som fysisk afstraffelse af børn. Asswhopping er en kontroversiel form for fysisk afstraffelse som anvendes blandt nogle afro-amerikanske familier, hvor børn får en endefuld. På et tidspunkt vil Rainbow gerne have, at hendes mand straffer den yngste søn med en røvfuld, fordi sønnen gemte sig i et supermarked og nu skulle han have en lærestreg, så han ikke gentager sine ugerninger. Dette afsnit sætter den kontroversielle afstraffelsesmetode under debat på en morsom og tankeprovokerende måde. Black-ish beskæftiger sig bl.a med racerelaterede temaer som sort identitet, afro-amerikansk selvfremstilling, hverdagsracisme, omvendt racisme, sort maskulinitet og racialt hieraki. Men serien forholder sig samtidig til almindelige problemer som en kernefamilie har: generationskløfter, børneopdragelse, tvære teenager, identitets-eksperimenterende børn, den moderne mands kønsrolle i et ægteskab og generationskløfter. På den måde er det en serie, der kan appellerer til en bred gruppe af seere, fordi den behandler problemstillinger som alle familier på et tidspunkt har stødt på, som når André skal have den frygtede samtale om ”bierne og blomsterne” med sønnen. Black-ish’s styrke er, at den er selvironisk, når den eksempelvis latterliggør sortes egen racisme, som da André bliver forarget over, at julemanden på kontoret skulle være en latinamerikaner og tilmed en kvinde. For i det raciale hieraki er sorte jo over latinamerikanerne! Humoren og satiren i Black-ish er en ventil, der medvirker til at afro-amerikanerne på en sund måde kan håndtere sorte frustrationer, som de sortes tragiske historie og nutidens raceuroligheder i Ferguson. Ved at aftabuisere komplekse emner, så medvirker Black-ish til at skabe et rum, hvor man kan diskutere raceproblematikker åbent – uden at skulle være for politisk korrekt eller overforsigtig. Humor gør debatten om race mere legitimt, hvilket vi i Europa kan lære af, da race og hudfarve er et ret tabuiseret emne. Black-ish er den sorte pendant til ”Modern Family”, men den er mere modig, satirisk, begavet og tankevækkende. Serien er dog ret amerikansk i sin form, idet pointerne er knap så subtile. Skuespillerne overspiller ofte, sproget er uden kant og en numse bliver censureret?!? Der er jo grænser for, hvad bornerte amerikanere kan tåle at se og høre på Disney+, hvor serien pt er tilgængelig. Men alt i alt en er Black-ish anbefalelsesværdig morsom serie, som bestemt er værd at binge-watche i TV-seriens guldalder.