Four Lions

I en tid, hvor terrortruslen mere end nogensinde synes at komme tættere og tættere på Danmark, så er det ganske heldigt, at vi i det mindste kan grine af de fundamentalistiske fjolser, som for hver en pris, vil skabe frygt, disharmoni og had i vores samfund, og det får vi muligheden for i den britiske komedie ”Four Lions”. Filmen omhandler en ekstremistisk, selvbestaltet terrorcelle, som planlægger at udføre selvmordsaktioner, idet de er umådelig vrede over vestens dehumanisering af muslimer og er i det hele talt træt af vestlig imperialisme og Big Mac’s. De mangler dog Al Qaida’s beslutsomhed samt sans for koordinering, og skændtes om, hvorvidt de skal bombe den lokale moske eller internettet.

Terrorcellen består af vidt fire forskellige personligheder, som har fundet sammen i en ret alternativ Jihad-glorificerende forsamling.

Gruppens ukronede leder Omar er en intelligent og velfungerende samfundsborger, som har et arbejde, en køn kone og et drengebarn, der i øvrigt er stærkt fascineret af farens radikaliserede fortolkning af Løvernes Konge. Way er Omar’s nærmeste ven, og en håbløs naiv Muhajidin-wannabe, hvis manglende situationsfornemmelse og klodsethed ofte bringer gruppen i direkte livsfare! Gruppens excentriske og gale medlem, den blegfede kridhvide Barry forslår at bombe en moské og derefter placere skylden på højre-nationale for få radikaliseret moderate muslimer, men Barry har en ret vulgær tilgang til, hvordan man skaber intern solidaritet i en terrorgruppe, og er en stærk karikeret udgave af en konvertit, som ihærdigt forsøger at være mere islamisk end sine venner, og som i bund og grund er en outsider, der går sine egne vegne, frem for at tænke på gruppen som helhed. Så er den alternativt tænkende Fezzel, som Allah ikke ligefrem har udstyret med det store intellekt, som inddrager sine elskede krager i en hidtil uset vanvittig terrorplan, som er dømt til at mislykkedes! Fezzel ender dog med at blive martyr, men dog ikke på en så heroisk vis, som han nok selv havde ønsket, og han bliver erstattet af den rappende Hassan, en ærketypisk utilpasset amerikaniseret 2Pac elskende hiphopper. Christopher Morris formår at latterliggøre islamistiske terrorister, deres usammenhængende og kontrastfyldte selvopfattelse, og Four Lions er vanvittig morsom og britisk sort satire, når det er bedst. Filmen giver dog ikke svar på, hvorfor ”home-grown” terrorister opstår i de vestlige samfund, men bevidstliggør derimod de ambivalenser, paradokser og den dobbelte bevidsthed, som unge med en anden etnisk baggrund tumler rundt med, og disse bliver fremstillet på humoristisk vis. De selvhøjtidelige Jihadister fremstår menneskelige, og bliver ikke dæmoniseret eller ophøjet, men deres stupiditet og idioti bliver udstillet. Four Lions er en herlig politisk ukorrekt komedie, som jeg stærkt vil anbefale, hvis man er til sort komedie, perker-humor og politisk satire. Hvis man derimod mener, at terror er dybt alvorlig emne, og som man ikke bør gøre grin med, så skal man nok holde sig langt væk fra filmen.

Anmeldelsen er forfattet i 2010.