Kollywood - kulør og kritik

”DRRRIIIIIIIIIIING...... DRIIIIIIIIIIING. Det ringede på døren. Som det nysgerrige barn jeg var, ilede jeg hen til hoveddøren for at åbne den. Jeg var endnu ikke høj nok til at kunne kigge ind af dørspionen. Så jeg åbnede straks døren. Og der stod han. En ung, lavstammet mørk mand med et forpjusket overskæg og bundesligagarn. Med sig havde han to indkøbsposer af hvidt genbrugsstof, som han knap nok kunne bære og hans hænder var knaldrøde af kraftanstrengelse. YES – tænkte jeg. Endelig var han her! Vores filmpusher. I poserne havde han medbragt videobånd med de seneste tamilske film fra Syd-indien, som det var muligt at leje for et beskedent beløb. Den lokale filmpusher var et mobilt Blockbuster. Det var dengang film blev set ved at placere et videobånd i VHS-afspilleren. Hvis man var rigtig heldig, kunne man måske få lov at leje et master-tape, så fik man den unikke mulighed for at se filmen i god kvalitet. Dengang var der ikke ligefrem tale om 4K Ultra HD, men for datidens standard var master-tapes mere tydelige og i klarere farver end de slidte VHS-bånd, hvor kvaliteten var svingende, som i en youtube-video i dårlig opløsning.

Filmpusheren havde en vigtig funktion i det tamilske samfund. Han var med med til at udbrede tamilske film hos mange familier, så tamilerne kunne se Kollywood-film i Danmark, selvom de var tusindvis af kilometer væk fra Sri Lanka og Indien. Når man er vokset op med tamilske film, er man naturligvis også præget af disse film, især musikken - idet filmene er mini-musicals med 5-6 sange, og sangene var ofte gode. Jeg forstod ikke ordene dengang – men de rørende og iørefaldende sange – gjorde alligevel indtryk på en 7-årig. I dag ser jeg ikke så mange tamilske film, men jeg finder den tamilske filmindustri særlig interessant, fordi filmene har fyldt en del i min barndom, primært som underholdning, men alligevel bliver man jo lidt påvirket af filmene. Superstjernen Rajinikanth gjorde indtryk med sine coolness og stil. Prabhu Deva gjorde indtryk med sin dans og Kamal Haasan med sit skuespil.

Jeg husker tydeligt, hvordan vi så Mella Thirantha Kathavu i en hjemmebio hos en nabofamilie på gården i Sri Lanka. Tamilsk film og musik var en del af den kulturelle bagage vi havde med hjem fra Sri Lanka. Som barn var jeg naturligvis ikke særligt op taget af handling, plot, dramaturgi og karakterudvikling, men derimod slåskampe, action og iørefaldende musik. Nogle vil måske indvende og sige, at det ikke er særlig sundt for et barn at vokse op med at se film, hvor der indgår, vold, mord og ja sågar voldtægter. Men jeg tog da ikke skade. Tror jeg nok. Imens jeg skriver dette indlæg er jeg nemlig ved at slå 5-6 skumle rowdy typer til plukfisk så jeg kan redde den smukke lyshudede heltinde fra at blive voldtaget af überskurken. Og efterfølgende indgå ægteskabet med heltinden. For sådan sluttede alle film dengang. Filmene samlede familien og var både underholdning og samlingspunkt i et. Og efterhånden begyndte jeg at synes om Rajonikanth sejhed og fede punchlines, Kamal Hassans eminente skuespil, og selv Prabhudevas mageløse koreografi. Og jo ældre jeg blev forelskede jeg mig i heltinderne, en efter en. Radha, Ramba, Simran og Nandita Das. Også er der selvfølgelig musikken. A.R Rahman er den musik-komponist som jeg har lyttet mest til, og både min barndom og ungdom har været præget af hans musik som lydkulisse til de grå hverdage.

De fleste mennesker kender Bollywood – Indiens farverige og populære filmindustri, som er kendt for de kulørte masala-film, som er en blanding af af action, komedie, drama og melodrama, hvor der ofte indgår 5-6 sange. Men få kender til Kollywood – Tamil Nadu’s famøse filmindustri. Den syd-indiske filmindustri står i skyggen af Bollywood, selvom der bliver produceret flere film i delstaten Tamil Nadu end i Maharashtra. Kollywood er i dag en stor pengemaskine og der bliver produceret mellem 150-200 film hvert år, hvilket bl.a. skyldes den tamilske diaspora, som er storforbugere af kollywoodprodukter. I en globaliseret verden, hvor vestlig kultur er dominerende, giver Kollywood film den tamilske diaspora mulighed for at opretholde og udvikle en tamilsk identitet igennem forbrug af tamilske film. Kollywood er derudover en dominerende faktor i tamilsk kulturliv og politik i Tamil Nadu.

De fleste tamilere er vokset op med tamilske film og filmene har spillet en stor rolle i forhold til tamilsk selvforståelse samt identifikation og kollywood-filmene har underholdt flere generationer af tamilere. De ældre tamilere mindes med stor glæde og nostalgi biografbesøg i 1960’erne, hvor legender som Sivaji og MGR skabte stor begejstring og glæde hos de loyale og dedikerede fans. De midaldrende tamilere husker, hvordan Kollywood skabte superstjerner som Kamal Haasan og Rajinikanth, som selv den dag idag medvirker i storsælgende tamilske blockbusters. De unge hylder og dyrker skuespillere som Vijay, Ajith Kumar, Dhanush og Vijay Sethupathi, som om de var guder. I Indien bygger man såmænd templer for deres helte fra filmlærredet.

Men hvilken historie gemmer sig egentlig bag Kollywood’s store succes i syd-indien? Hvordan kan det være Kollywood film er tiltalende for så mange mennesker? Er filmene blot underholdning eller gemmer der sig skjulte budskaber? For at få svar på disse spørgsmål, må vi på en tidsrejse tilbage til tiden. Dengang film-mediet fik sit gennembrud i Indien.

Kollywoods oprindelse og udvikling

De første biografer i Indien blev bygget i 1890’erne i Bombay, Calcutta og Chennai[1]. Kodambakkam[2] blev omdrejningspunktet for den spirende tamilske filmindustri – deraf navnet Kollywood[3]. Den tamilske filmindustri fik dog først en opblomstring i først i 1920’erne. Den første tamilske film, Keechaka Vadham udkom i 1917 og det var en stumfilm af Nataraja Muduliar, som både stod for produktion og instruktion. Den indholdte en tekst, der beskrev handlingsforløbet og baggrundmusikken, som bl.a. bestod af en indisk fløjte, table og harmionen. Mudaliar etablerede India Film Company Limited og byggede Syd-indiens første filmstudie i Chennai. Han forsatte med at lave film, Mayil Ravana(1918) og Lavakasa(1919). Det næste store gennembrud for den tamilsk film industri var den første lydfilm – Kalidas. Filmens dialog var på både tamilsk og Telugu. Før 2. verdenskrig tog filmene oftes udgangspunkt indisk mytologi, men senere bestod filmenes temaer af bl.a. familie-fejde og kastediskrimination. Da inderne krævede selvstændighed, så producerede filmindustrien film som bar præg af indisk patriotisme og stærke anti-britiske følelser.

Under 2.verdenskrig blev der lavet propaganda film, der bl.a. omhandlede tamilske frihedskæmperes kamp imod den japanske hær, der havde invaderet syd-indien. Efterkrigstiden blev præget af politisering af den tamilske filmindustri, hvor især Dravida Munnetra Kazhakam(DMK) havde stort succes med at flette politiske budskaber ind i deres film. DMK anvendte den tamilske kvinde som led i identitetspolitisk agenda og partiet har især været optaget af den tamilske kvindes kyskhed.

Sangen ”Nalla Penmani” fra Manamagal(1951) handler om hvilke karakteristika, som kendetegner en god tamilsk kvinde. Sangen blev udgivet kort efter at Indien havde fået sin uafhængighed, og sangen opfordrer de tamilske kvinder til at dyrke patriotiske dyder. Hvis en kvinde faldt uden for de gængse normer for, hvad en god tamilsk kvinde var, så blev hun ikke ansat for at være en ægte tamilsk kvinde. Den tamilske filmindustri har været særdeles optaget af tamilske kvindes rolle i samfundet og sondrer stærkt mellem den anstændige og uanstændige kvinde. Den anstændige kvinde var ren, kysk, intelligent, tilbageholdede, moderlig og hellig, hvorimod den uanstændige var fristende, flirtende, højtråbende og åbenmundet.

I 1950’erne fik DMK fik indflydelse ved det store lærredet. De brugte effektivt film som propagandamiddel til at række ud efter masserne. Manuskriptforfattere som Annadurai og Karunanidhi stod bag og foran stod karismatiske skuespiller som M. G Ramachandran(MGR), som senere blev partiets store ikon. Melodramaer og samfundskritiske film blev så populære at skuespillere som MGR, Sivaji og Jayalalitha blev superstjerner i Tamil Nadu.

1970’erne bød på nye skuespillere og stjerner som Kamal Haasan og Rajinikanth blev introduceret til det tamilske filmpublikum af instruktører som nu afdøde K. Balachandar. Andre filminstruktører som Mani Ratnam og T. Rajender fik deres gennembrud og den tamilske landsby blev nu udgangspunkt for en række film. Der blev produceret en række ny-naivistiske film, hvor landsbyen blev centrum for handlingen. Disse film var præget af et traditionelt syn på kultur, køn og værdier. P. Bharathirajas Karuthamma er et eksempel på en film, der følger traditionen og giver portræt af et landsmiljø, men tager et opgør med de konservative værdier, der præger sådanne samfund, hvilket resulterer i et samfund, hvor kvinder har svære vilkår som i filmen Karuthamma.

Problemet med den tamilske filmindustri er det, at den ofte reproducerer tradutionelle kønsroller. Jeg ser som nævnt ikke så mange nye film. Så jeg ved ikke, om det stadig er et reelt problem. Det vil jeg op til læseren at vurderer. Jeg har dog mærket små tendenser, hvor pilen peger i den anden retning, som i filmen ”36 Vayadhinile”, som en stærk kvinde har hovedrolle og kvindefrigørelse er i fokus.

Selvom det efterhånden er sjældent, at jeg ser tamilske film, så kan jeg ind i mellem godt finde på at se gamle eller nye film. Især Mani Ratnams film har jeg en særlig forkærlighed for og film med Superstjernen Rajini. Selvom han har lavet den samme film de sidste mange år. Og i dag er det ikke film pusheren jeg får min film fra, men youtube eller streaming tjenester som Amazon Prime, som viste sig at over en overraskende stor mængde af både gamle og nye tamilske film.

[1] Tidligere kendt som Madras. [2] bydel i Chennai [3] I modsætning til Bollywood, hvor Bombay er samlingspunkt for filmproduktionen.