Paava Kathaigal – 4 fortællinger om ære og skam

”Paava Kathaigal”[i] er en indisk-tamilsk antologi-serie som er tilgængelig på Netflix og består af fire afsnit af ca. 45 minutters varighed, hvor karakterer udskiftes hvert afsnit og hver episode tager hul på en ny handling.

”Min Kostbare” Det første afsnit ”Min kostbare”[ii] udspiller sig i 80’ernes Indien i en lille landsby, Kovai, hvor Sathar hutler sig gennem tilværelsen, som transkvinde i et provinsmiljø præget af et traditionel syn på køn, kaste og religion. Sathar er forelsket i sin barndomsven, Saravanan, som er den eneste i byen, som ser hende som mere end en transperson og som et helt menneske. Sathar drømmer om en kønsskifteoperation, som hun har sparet sammen til og om at ægte Saravannan, som hun kærligt omtaler som Thangam (Min kostbare). Saravan er dog forelsket i Sahiri, som er Sathars søster. Sathar er dybt jaloux, men vælger at føre sin søster og Saravannan sammen. Dette forhold vækker stor opsigt i landsbyen, idet Saravanan er hindu og Sathars søster Sahiri er muslim. Kasteforskelle og religiøse forskelle resulterer i en stor modstand imod forholdet i lokalsamfundet og det elskende par stikker af sammen. Den selvopofrende Sathar forærer dem de penge, som hun havde sparet op til kønsskifteoperation. Parret vender tilbage efter et år med er barn på armen og forsøger at finde ud af, hvad der er blevet af Sathar.

Kalidas Jayaram er eminent i rollen som den følsomme, feminine og udtryksfulde Sathar og brænder virkelig igennem og er antologiens ny-fund. Lydsiden er velvalgt og Justin Prabharans melankolske ”Thangamey Thangamey” er som skabt til Sathar og sangteksten afspejler hendes inderste længsler og uforløste kærlighed. ”Min Kostbare” giver et indblik i, hvordan det at være seksuel minoritet i et patriarkalsk samfund domineret af heteronormative værdier. Afsnittet er antologiens bedste narrativ og er en følelsesladet og tragisk fortælling om, hvordan dominerende og destruktive ærkekonservative værdier har voldsomme konsekvenser for seksuelle minoriteter. For en sjælden gang portrætteres en transperson i en indisk serie som et helstøbt menneske med et rigt følelsesliv og ikke blot en fjollet mand i dametøj, som ofte er stereotypen i indisk-tamilske film.

”Lad dem elske” Det andet afsnit ”Lad dem elske”[iii] handler om tvillingerne Aadhilakshmi og Jothilakshmi, som er døtre af den lokale landsbyleder Veerasimman. Udadtil er faren en progressiv fortaler for ægteskab på tværs af kaster, men indadtil er han en rabiat modstander af pardannelser inden for forskellige kaster. Veerasimman har en følge gruppe af bøller, som begår drab på par, der gifter sig med hinanden trods kasteforskelle. Aadhilakschmi som bor i landsbyen er forelsket i farens chauffør, som tilhører en laverestående kaste og hun tager mod til sig og fortæller om forelskelsen til faderen. Veerasimman lader som om han acceptere forholdet, men den forbudte kærlighed har tragisk udfald. Storbypigen Jothilaksmi kommer på besøg med sin hvide veninde, Penelope, og hiphopperen B-Cube. Da rapperen mistænkes for at være Jothilaksmis kæreste får han en røvfuld og veninderne presses til at afsløre deres seksualitet.

”Lad dem elske” er antologiens mest latterfremkaldende afsnit. Sort komik anvendes til at løsne op i den alvorlige stemning. Denne vekslen mellem humor og alvor er tæt på ikke at lykkedes, men skuespillerne redder ”Lad dem elske” med deres levering. Især Narikutty[iv] er grinagtig, som en bølle i dværgstørrelse, som har kradsbørstige holdninger og en stor mund. Han får dog modspil af Penelope! Den lesbiske storyline er ikke helt troværdig og Jothilaksmis baggrund for at blive lesbiske virker en anelse fordomsfuld, uigennemtænkt og urealistisk. Dette afsnit er antologiens svageste grundet en usammenhængende fortælling og et twist, der giver indtrykket af, at instruktøren ikke tør at gå hele vejen i forhold til portrættet af homoseksualitet. ”Himlens datter” Det tredje afsnit hedder ”Himlens datter”[v] og handler om en middelklasse familie med tre børn. En ældre teenagedreng og to piger, hvor den ældste får sin første menstruation i løbet af første afsnit. Inden for tamilsk kultur, så fejres indtræden i puberteten med en fest, hvor pigen er i centrum for festivitas. Samtidig skal pigen gennemgå en række ritualer, hvor hun bl.a. bliver vasket, fordi menstruation bliver anset for været urent. Vaidehis indtræden i puberteten betyder dog, at den konventionelle mor giver en række formaninger om, hvordan hun nu skal gebærde sig som en god tamilsk pige. Hendes opførsel vil blive set med et lup og det modsatte køn vil finde hende mere interessant, forsøge at indsmigre hende og begære hendes krop. Den nu kønsmodne pige skal passe på sin krop, som er ligesom et tempel. En helligdom. Den yngste datter bliver udsat for en stærkt traumatiserende oplevelse og straks løber sladderen i lokalsamfundet. Resten af afsnittet drejer sig om, hvordan familien reagerer på hændelsen og hvilke følger den får.

”Himlens datter” er antologiens mest dystre afsnit. Uden et røbe for meget, så kan jeg afsløre, at den indeholder stærke scener. De værste billeder er dog overladt til fantasien. Simran, som er antologiens største stjerne, er fremragende, som den konservative mor og hendes reaktioner på datterens store traume fremstår naturlig. Vrede, skam og afmagt stråler ud af ansigtet. Gautham Manon, som både er instruktør og spiller manden i familien, fremstår som en stenmand, som ikke viser de store følelser, trods datterens tragiske oplevelse og reagerer alt for roligt og afbalanceret. ”Den nat” Det fjerne afsnit ”Den nat”[vi] omhandler den gravide Sumathi, der vender tilbage til landsbyen, for at fejre babyshower. Sumathi fulgte sit hjerte og stak af med sin lav-kaste kæreste for at realisere drømmen om at vælge sin egen partner. I dag bor hun i storbyen i et moderne hjem og er en stærk og selvstændig kvinde med kørekort og egen bil. Faren tilgiver sin datters opførsel og inviterer datteren hjem til landsbyen nu, hvor hun er gradvid. Tanken om børnebørn er en formildende omstændighed for faderen og det overskygger i et øjeblik den skam og vanære, som Sumathi har bragt over familien ved at stikke af med en mand med lavere kaste. Det viser sig dog, at ikke alt er, som det ser ud til være i landsbyen og Sumathis frie valg er ikke konsekvensfrit.

”Den nat” er endnu et deprimerende indblik i kvinders livsvilkår, hvor prisen for at træde ved siden af og gøre oprør mod de gældende normer er høj. Den rutinerede Prakash Raj er tvetydig i rollen som faren, som har blandede følelser i forhold til datteren og han løfter skuespillet op på et andet niveau, hvor man seeren mærker ambivalensen og de modstridende følelser, men også at han ikke har helt rent mel i posen og har skumle bagtanker bag den tilgivende facade. Modløshed og håb Det gennemgående tema i antologi-serien ”Paava Kadhaigal” er ære og skam. Tonen og stemningen er dyster og viser vrangsiden af det indisk-tamilske samfund. Titlen er tvetydig og umiddelbart kan det oversættes til ”syndige fortællinger”, idet Paava betyder synd. Men det kan også betyde synd, som i at det er synd for nogen. Ofrene i serien er især seksuelle minoriteter og kvinder. Serien er en ætsende kritik af det patriarkalske samfund samt traditionen og kulturens kvælende lænker. Hellige køer er til for at blive slagtet. De modige kvinder og mænd, som bryder normerne bliver stigmatiseret, udskammet og udsat for rædselsvækkende hændelser. Kvinder betragtes som kulturbærere, men hvis de begår handlinger, som bringer vanære og skam over familien, så bliver de udskammet, udstødt og ekskluderet af samfundet. Fortællingerne i ”Paava Kadhaigal” viser, hvordan præmoderne ære/skam begreber stadig er gældende i traditionelle og konservative tamilske kredse, og hvordan de bliver anvendt til at udstøde kvinder og seksuelle minoriteter. Temaer som transfobi, kvindeundertrykkelse og kasteisme kommer under kærlig behandling. Ligesom det uhyggeligste i gyserfilm er de monstre vi ikke ser, men forestiller os, således er uhyggen de forestillinger, som seeren har om, hvad der nu kommer til at ske med hovedpersonerne. Og kender man til det indisk-tamilske samfunds skyggesider, så er det ikke optimistiske tanker, der opstår. De dystre undertoner er et andet gennemgående tema i de fire afsnit. Man har som seer nærmest kun dårlige fornemmelser af, hvilke tragiske skæbner der venter protagonisterne. Nogle af fortællingerne efterlader seeren med vrede, modløshed og sorg, mens andre giver seeren et snert af håb. Der er trods alt nogen, der gør op med de reaktionære tankegange og andre er villige til at tilgive ”synder” og give fuck-fingeren til sladdersamfundet og sociale kontrol. Alt i alt er ”Paava Kadhaigal” seværdig, tankevækkende og giver et foruroligende indblik i ære/skam tænkning i traditionelle tamilske miljøer. [i] Titlen kan oversættes til Synd/syndige fortællinger. [ii]”Thangam” – tamilske titel. [iii] ”Love Panna Uttranam” - tamilske titel. [iv] Navnet betyder ræveunge. [v] ”Vaanmagal”- tamilsk titel. [vi] ”Oru Iraavu”- tamilsk titel.