Skønheden og udyret

Den uruguayanske fodboldspiller Luis Suarez[i] er et af sportens mest kontroversielle skikkelser. Foragtet af mange. Elsket af få. Den nuværende Atlético Madrid spiller blev verdenskendt for sit famøse bid af Chiellini under VM i 2014. Andreas Rasch-Christensen har med sportsbiografien ”Krigeren” forsøgt at forstå fodboldspilleren og mennesket Luis Suarez. Bogen beskriver og analyserer Suarez’ liv fra gaderne i Salto til tiden i hollandsk, engelsk og spansk fodbold. Suarez’ rejse fra fattigdommen i Uruguay til velstand og succes i Europa, minder på mange måde om den klassiske historie om gadefodboldspillere, som er vokset op i armod og anvender fodbolden som middel til at klatre sig op af den sociale rangsstige. Men Suarez er ikke som alle andre fodboldspillere og har et ekstremt vinderinstinkt, som former uruguayanernes præstationer på banen på godt og ondt. Som Liverpool-fan vil jeg helst huske Suarez for mål, arbejdsiver og de flagrende pistolfingre. Men Suarez viser af og til en mindre flatterende side, hvor vinderinstinkt udkrystalliserer sig på en grim og usympatisk måde. Derfor er Suarez en interessant og kompleks spiller, som er værd at beskæftige sig med. For at blive klog på den kontroversielle fodboldspiller tager Andreas Rasch-Christensen læserne tilbage til gaderne i Salto.

Barndommens gade

Fortællingen om Suarez starter i de sorgløse gader i Salto. Rasch-Christensen beskriver Suarez’ fødeby som et søvndyssende sted, hvor der selv i byens centrum ikke eksisterer et urbant storbyliv. Salto var ifølge forfatteren et varmt sted, hvor der er en afslappet, harmonisk og tryg stemning. I dag hænger der i Salto to gigantiske billeder af byens berømte helte i La Celeste’s lyseblå landsholdstrøjer: Luis Suarez og Edinson Cavani. De to stjerneangribere er naturligvis nationale ikoner i landet, hvor fodbold er en vital del af den nationale selvforståelse og identitet.

Salto var Suarez’ trygge barndomsby, hvor han som knægt kunne spille fodbold i bare tæer på græsset med de andre drenge. Ifølge Suarez selv kunne han i en alder af blot 4 år løbe hurtigere med en bold end uden. Lille Luis var barn nummer 4 i en søskende flok på 7, hvor brødrene lærte ham at spille fodbold på Salto’s gader. Mini Suarez’ fodboldopdragelse blev i første omgang præget af gadefodbold-spillet med de store drenge. Andreas Rasch-Christensen beskriver, hvordan gadefodbolden præger og fremelsker særlige sider af teknik og spilforståelse:

”Der er ingen tvivl om, at det spil, Suarez lærte i de små, skæve gader og områder med mylder af spillere på banen udviklede hans spillemæssige kreativitet, overblikket samt den udsøgte teknik og det hurtige fodskifte. Han var den mindste, den fysisk svageste, og Paolos venner var konstant indstillet på at fjerne ham, som en bowling kugle, der rammer den sidste kegle. Suarez bedste våben til at slippe ud af den knibe var den eksplosive hurtighed og evne til at vende rundt på en tallerken, selvom når pladsen var så snæver som en togperron i Tokyo klokken syv om morgenen.”

På gaden lærte Suarez at spille på tilfældigheder og at snyde modstanderen. Suarez er ikke stor tekniker som Ronaldo eller en dygtig dribler som Messi. De driblinger og finter han foretager sig på en fodboldbane ser ofte klodset ud. Men Suarez er dygtig til at aflæse situationer, hvilket giver ham i fordel overfor modstanderen. Gadefodbolden synes at have givet Suarez et særlig visuelt blik, som fremhæver hullerne i de små rum, som er i forsvaret. Så selv om de ting uruguayaneren foretager sig ser heldigt og tilfældigt ud, så er det næppe alene held, der får Suarez til at komme forbi forsvaret og score mål.

Opbrud og forandringer

Suarez’ bekymringsfrie barndom i Salto blev dog afløst af uvished, da familien Suarez flyttede til Montevideo, Uruguays hovedstad. Omvæltningen var næsten ikke til at bære for den unge Suarez som i kulturmødet i storbyen, indså at han var anderledes, da han og brødrene blev mobbet for deres accent, opførsel og påklædning. Udenfor tryghedszonen i Salto var Suarez en fremmed fattig outsider. Og da 8-årige Suarez’ forældre blev skilt forværrede bruddet følelsen af utryghed. Skilsmissen havde den konsekvens at moderen måtte arbejde mere for at få økonomien til at hænge sammen. Suarez begyndte at gå mindre op i venner, skole, familie og selv fodbold. Trænerne kunne dog efterhånden se, at der var talentpotentiale gemt i den spinkle Suarez, som trods sin beskedne størrelse tog kampene op imod de store drenge.

Som 12 årig blev Suarez opdaget og integreret i Nacional's ungdomsafdeling. Talentspejder og ungdomstræner Wilson Pirez som opdagede Suarez, bemærkede at den unge Suarez, besad sjæl, held, instinkt – alle egenskaber som ifølge Pirez var vitale for en potentiel målmaskine. Men teenage-Suarez var ikke motiveret til træningen og var som mange andre unge drenge stærkt optaget af alkohol, piger og fest i sin fritid. Suarez stod for en skillevej, hvor han kunne vælge mellem det søde ungdomsliv eller livet som seriøs fodboldspiller. Pirez gjorde Suarez opmærksom på at fodbolden kunne være en vej ud af fattigdommen og at han på den måde kunne være med til at forsørge familien, hvis han satsede på en fodboldkarriere. Andreas Rasch tilskriver Pirez en stor betydning for Suarez karrierevalg, fordi Suarez for første gang ikke tog det lette valg, men tog det risikobetonede og vovede valg og drømmen om en professionel karriere var vakt til live. Den unge Suarez fik desuden en kæreste, Sofia Balbo, en billedskøn blond middelkassepige, som faldt for vildbassens drengede charme og selvtillid.

Suarez' tid som teenager bød dog ikke på ungdomskærlighed, men på kontroverser og modgang. I en kamp så Suarez rødt og nikkede dommeren en skalle efter kampen. Når skalle-episoden behandles af Andreas Rasch er det fordi, at fortællingen ifølge uruguayerene er en myte. Hverken National’s klubledelse eller den nationale dommerkomite er i besiddelse af sagsakterne. De nationale medier omtaler ikke episoden. Det lykkedes dog Rasch-Christensen at finde frem til træner Perdomo, som var øjenvidne til episoden. Perdomo bekræfter hændelsen, hvor Suarez både skubbede og nikkede dommeren så hårdt at dommeren blødte bagefter. Perdomo’s forklaring er, at det ikke var ond vilje eller en psykologisk brist – men ren og skær vindermentalitet. Historien om skalle-episoden viser at Suarez’s vindermentalitet og ærgerrighed har en bagside, som til tider er vanskelig at tøjle for uruguayaneren.

Imens Suarez fodboldkarriere gik fremad i National, opstod der nye problemer i privatlivet. Sofias familie ville flytte til Barcelona, så hvis Suarez fremover ville se mere til Sofia, blev han nødt til at flytte til Europa. Som enhver anden fodboldspillende ung dreng drømte Suarez naturligvis om at spille for en storklub i Europa, så nu blev motivationen for at få en professionel karriere i Europa større. For at blive genforenet med sin elskede måtte Luis kæmpe hårdere på og udenfor banen. Rasch-Christensen pointerer, at det var i denne periode at Suarez udviklede en træningsmentalitet, som trænerne ofte roste ham for. I Uruguay var der stor fokus på at have en god grundform og under træningen udviklede Suarez styrke, teknik og forskellige måder at sparke til en fodbold. Suarez’ flid og arbejdsomhed på træningsbanen gav større selvtillid i kampene og snart skulle han få opmærksom fra Groningen – og Luis øjnede for alvor chancen for at realisere drømmen at spille i Europa og blive genforenet med sit livs store kærlighed.

Groningen var på udkig efter talenter i Sydamerika og skulle observere venstrebacken Pablo Silva. Den offensive forsvarsspiller spillede dog en dårlig kamp for National, men til gengæld lyste et andet talent op på banen. Groningens direktør beskriver det første møde med Suarez således: ”Vi betragtede ham i 10-15 minutter og vidste intuitivt at han var en speciel spiller, som kunne blive rigtig stor. Forsvarsspillerne var tvunget til at til lave frispark på ham næsten hver gang han havde bolden. Han var fremragende i betragtningen af, at han blot var 19 år. Han kendte vejen til målet og vidste præcist, hvad han skulle gøre for at blive udslagsgivende i en kamp.” FC Groningen købte Suarez for 7.5 millioner kroner – klubbens dyreste køb – og nu kunne Suarez virkeliggøre ambitionen om at spille for en europæisk klub og rykke tættere på kæresten.

Talentet

Tryghedsnarkomanen Suarez måtte endnu engang forlade det velkendt og det trygge til fordel for det nye og ukendte. Og denne gang var det ikke blot fra landsbyen til storbyen, men fra et sydamerikansk kontinent til et europæisk – og til et land med et helt andet sprog, kultur og tilgang til fodbold. Især sproget var en stor udfordring for Suarez, som heller ikke var særlig god til engelsk og måtte kommunikere via fagter i de lokale supermarkeder. Den blot 16-årige Sofia flyttede sammen med Suarez og parforholdet kunne atter plejes. Man skal ikke undervurdere Sofias betydning i den sammenhæng, da hun blev hans faste og velkendte holdepunkt i et fremmed land.

Fodboldmæssigt måtte Suarez også vænne sig til et nyt perspektiv på fodbold. Suarez gestikulerede meget på banen til stor frustrationen for holdkammeraterne, som heller ikke var særlig begejstret for sydamerikanerens teatralske fald. Tilmed var Suarez langt fra førsteholdet og gav ikke nok af sig selv til træning. Groningens træner Ron Jans gav ham en verbal skideballe i omklædningsrummet og kritikken motiverede Suarez. Han fik chancen og blev skiftet ind i en UEFA-Cup kamp, hvor han scorede sit første mål. I den næste kamp starte Suarez inde og kvitterede med et typisk Suarez mål, hvor han hurtigt vender sig imod modstanderens mål og afslutter. Rasch-Christensen fremhæver betydning af Suarez’ lave tyngdepunkt og evne til at holde balancen trods pres fra modstanderen. .” Suarez scorede 15 mål i 37 kampe for Groningen bl.a. mod den hollandske talentfabrik, Ajax Amsterdam, som skulle blive Suarez’ næste klub. I Groningen viste Suarez, at han var en talentfuld spiller med stor potentiale, som havde udviklet en større træfsikkerhed. Men Suarez var allerede dengang en kontroversiel spiller, så det var lidt af et sats at Ajax købte den passionerede uruguayaner.

El Pistolero fik en flyvende start for Ajax, hvor han trods en ny placering på banen og spilsystem hurtigt fik etableret et hensigtsmæssigt samarbejde med angrebsmakkeren Huntelaar. I Ajax udviklede Suarez nye aspekter af sit spil, hvor han fik en større taktisk forståelse for koordineret genpres eksempelvis, så han ikke spildte for mange kræfter på at løbe forgæves på banen. Derudover lærte han nye løbemønstre, fik optimeret skudstyrke og præcision. Og sidst men ikke mindst lærte han at sparke med begge fødder. Som andre ambitiøse fodboldspillere øvede Suarez sig også i at sparke frispark, hvilket resulterede at han nu også kunne score frisparksmål.

Det var i Ajax, at Suarez gennemgik den største forvandling, og udviklede sig fra talent til etableret stjernespiller og alsidig angriber, der scorede mål på samlebånd. Suarez tilførte den hollandske totalfodbold vildskab, uforudsigelighed og det visuelle blik for spillet – dog mest sine egne muligheder. Suarez blev kritiseret for at være for selvisk af træneren, Van Basten, men igen tog Suarez kritikken som en udfordring og mulighed for at forbedre sig selv som fodboldspiller, og blev med tiden en bedre holdspiller. Suarez’ tilgang til fodbold passede ifølge Andreas Rasch som fod i en hose til hollandsk fodbold, idet nærkampene, duellerne, skabte situationer som repræsenterede fodboldens inderste væsen - krigen på banen:

"Krigen og kampen på banen, hvor det gælder om at overliste fjenden med styrke, overblik og list”. Krigsmetaforen er ifølge Andreas også vigtig for at forstå Suarez som fodboldspiller, men det vender vi tilbage til senere.

Hvor træneren Van Basten lærte Suarez om vigtigheden af at være holdspiller og have blik for holdkammeraterne, gav den nye træner Martin Jol Suarez større ansvar på og udenfor banen ved at tildele ham anførerbindet. Suarez var på det tidspunkt blot 21 år og anførerbindet gjorde Suarez endnu mere opmærksom på vigtigheden af at være en holdspiller. Han tog sig af af klubbens yngre spillere og gav velmenende og konstruktive råd. Når man ser Suarez’ teatralske attituder, gestikulationer og udfald mod dommere, med og modspillere på banen virker han ikke umiddelbart som typen, der bekymrer sig om andre end sig selv og slet ikke de unge medspillere. Men Jol havde bemærket at Suarez, når kampene var færdig var opmærksom på at støtte de unge spillere og give råd til, hvordan de kunne optimere deres præstationer. Suarez blomstrede for alvor i Ajax, hvor han scorede 111 mål i 159 kampe og udenfor banen blev han gift med sin store kærlighed Sofia. Hvor man ofte hører om talentfulde fodboldspillerne som lever et glamourøst kendisliv med modeller, hurtige biler og fører sig frem på den røde løber, så var Suarez omvendt et familie mennesker, der værnede om kernefamilien. Som skilsmissebarn lærte Suarez at intet varer evigt, men i Sofia fandt han kvinden i sit liv, som stod for tryghed, stabilitet og hun var hans soulmate og livspartner. For familien Suarez er det vigtigt at fremstille sig selv som en harmonisk kernefamilie, og derfor ser man også Sofia og børnene støtte Suarez på tribunen. Mens Suarez fremtid så rosenrødt ud – så han selv rødt efter en kamp, hvor han bed modspilleren Otmar Bakkal. Suarez fik 7 dages karantæne for at bide modstanderen. Bideepisoden blev naturligvis en stor skandale i hollandsk fodbold, men det var mest de nationale medier, som var optaget af sagen, som ikke skræmte Liverpool fra at købe Suarez i 2011.

El Pistolero skyder skarpt

Da Suarez ankom til Liverpool var Kenny Dalglish træner og angrebspartneren var nyindkøbte Andy Carroll, men samarbejdet blev trods en sejr i ligacuppen ikke nogen succes og efter en sløj placering i Premier League blev Dalglish fyret og erstattet af Brendan Rodgers. Som noget af det første skaffede den nye træner sig af med Andy Carroll som scorede for få mål og den høje angriber passede ikke i Rodgers spillesystem. Rodgers foretræk angribere, der kunne skifte position og som var bevægelige og derfor blev Daniel Sturridge hentet til Liverpool. Suarez og Sturridge fik indledt et fint samarbejde og skiftedes til at score mål og tilmed havde Liverpool med Coutinho fået en klassisk 10’er, der kunne levere sukkerbolde til angriberne.

Suarez fik forhøjet sin scoringsrate og var i gang med en fantastisk sæson og kunne muligvis være blevet topscorer eller årets spiller, hvis ikke han endnu en gang havde dummet sig på fodboldbanen. D. 21 april 2013 bed Suarez Chelsea-spilleren Ivanovic i en topkamp og endnu engang efterlod han en fodboldverden, sit hold og sine fans i chok. Suarez’ egen forklaring var at han havde spillet en dårlig kamp, Liverpool var bag 2-1 og han frygtede Liverpool ville miste muligheden for at ende i top 4 og dermed kvalificere sig til Champions League. kampen. Selvom om Suarez udlignede til 2-2 huskes kampen for for Suarez’ vanvittige bid. Den engelske tabloid presse behandlede bideepisoden i vanlig ubarmhjertig stil og Suarez fik en karantæne på 10 kampe. Andreas Rasch forklarer bide-episoden således:

”De traditionelle rationaler kan ikke bruges på Suarez, fordi det ikke er udefrakommende omstændigheder, der får ham til at reagere. Det er ikke, fordi kampen er specielt vigtig, eller situationen på banen er specielt afgørende. Alle kampe og situationer er vigtige for Suarez. Det er en krig hver gang, og modstanderne er fjenden. Krigen, han kæmper mod sig selv, er også uafhængig af konteksten. Den er indre, og den er intuitiv.”.

Suarez blev bl.a. døbt Kop-Cannibal af de engelske medier og blev latterliggjort og udstillet på de sociale medier for sin barnagtige og dyriske handling på banen.

Suarez’ sagaen i Liverpool var dog endnu ikke en afsluttet kapitel. Efter en omtumlet sommer, hvor Suarez gerne ville væk fra klubben, men blev overtalt af Gerrard til at blive, vendte Suarez tilbage på fodboldbanen, hvor El Pistolero scorer to mål i sin første kamp efter karantænen. Modgangen havde muligvis gjort Suarez mere ambitiøst og arbejdsivrig, for uruguayaneren forsatte, hvor han slap. Samarbejdet med Sturridge var efterhånden så forfinet at de skiftedes til at lever assister til hinanden og blev en berygtet angrebsduo, som splittede forsvar op og gjorde målmænd rædselsslagne. Det lykkedes duoen at scorer 53 målt i alt, hvor Suarez stod for de 31 og Sturridge 22. Sæson 2013/14 var formidabel for Livepool, som for første gang i mange år var med i kampen om mesterskabet og Suarez havde en stor andel i dette. Men Liverpool tabte en vigtig topkamp imod Chelsea, hvor selve Captain Fantastic aka Steven Gerrard gled og overlod bolden til Demba Ba, som scorede sikkert. Et fremragende Liverpool år sluttede med en stor skuffelse især for Suarez, som brød hulkende ud i gråd efter 3-3 kamp mod Crystal Palace, hvor det gik op for krigeren at mesterskabet var tabt. Tilmed fik Suarez en alvorlig knæskade, som medførte at han var i store fare for at gå glip af VM. Men på mirakuløs vis lykkedes det Uruguay’s lægeskab at få Suarez klar til VM, hvor han trods dårlig form scorede 2 afgørende mål mod England. Suarez' jubelscener i den vigtige gruppekamp viste, hvilken betydning det har haft for Suarez at score imod England, hvor han havde følt sig chikaneret af medier, fejlbedømt af FA og forfulgt af modstanderendes fans. Men i den næste kamp viste Suarez igen sin grimme side, da han for en måbende fodbold verden atter bed en modstander, denne gang var offereret Chiellini. Dette famøse bid resulterede i en hård straf, som medførte at han skulle holde sig væk fra fodboldarenaer og træning i 4 måneder og tilmed fik han karantæne i 10 landskampe. Suarez-showet var dog endnu ikke forbi.

Suarez var efterhånden irriteret træt af de engelske mediers behandling af ham, især under bideepisoderne og det synes at have haft en afgørende rolle for hans fremtid i Liverpool. Ifølge svigerfaren havde Suarez nu vist sit værd i Premier League og var klar til næste skridt. og topklubberne stod i kø for at købe ham og Suarez kunne vælge og vrage mellem Barcelona og Real Madrid, og valget faldt naturligvis på Barcelona, hvor Sofias familie boede. Trods modgang var det lykkedes for Suarez at ende i den by, som han stræbte efter at komme til som ung kærlighedshungrende teenager

Hvorfor bider Suarez?

Man kan ikke komme udenom bide-episoderne[ii], når man beskæftiger sig med Suarez. Rasch-Christensen forklarer Suarez’s bide-episoder som udtryk for en særlig sydamerikansk vindermentalitet. Suarez’ syn på fodbold er at det er en slags krig på banen. I Sydamerika handler fodbold nærmest om liv eller død, hvilket følgende citat fra Eduardo Galeano understreger:

"Fodbold har en følelse og skønhed, en skæbnens dans med bolden, som desuden fungerer som en metafor for andre ting. Jeg vil mene, at man på fodboldbanen også oplever noget, der kan karakteriseres som en metafor for livet og krigen"

Suarez’ personificerer sydamerikansk vindermentalitet på godt og ondt. Han ser ikke noget moralsk forkert i at filme sig til straffespark eller anvende hånden for at forhindre modstanderen i at score. Her kommer den særlige sydamerikanske vindermentalitet til udtryk, hvor det er socialt accepteret at en spiller bryder med reglerne i en særlig situation, hvis det kan medføre sejr over modstanderen. Dette er udtryk for viveza criolla, som er et begreb for en særlig livsstil, der er udbredt i Argentina og Uruguay. Viveza criolla en form for bondefangeri - en livsattitude, hvor man altid søger egne fordele og ikke har problemer med at skære et par hjørner. Da Diego Maradona anvendte ”Gud’s hånd” imod englænderne i kvartfinalen i VM 1986 var det udtryk for viveza criolla. Det er en del af Suarez’ kulturelle baggrund og er for ham muligvis instinktiv overlevelse på fodboldbanen. For Suarez er fodbold krig og selv om han officielt undskylder sine bid, så mener Rasch-Christensen at Suarez snarere oplever fodbold som krig, og derfor dybest set er uforstående overfor omverdens reaktioner, hvilket bevidner om en mand, som har det ualmindelig svært med selvkritik. I Uruguay anser man Suarez for at være en moderne Garra charrúa, som var en betegnelse for de indfødte indianerens særlige kampgejst og vedholdenhed imod overmagten. Og i krigen mod overmagten gælder åbenbart alle kneb.

Journalisten Wright Thompson har en psykologisk tilgang til bide-episoderne:

”Suarez bærer mange masker, alle forekommer de sande, i det øjeblik han tager dem på, men måske er den mest afslørende den, han bærer, når han er truet. Fordi den viser os al den smerte, han gerne vil skjule.”

En kombination af de ovenstående sociologiske og psykologiske årsager til Suarez’ bidetrang giver sandsynligvis på Suarez’ irrationelle handlinger på banen. Mit personlige bud er et at bid er uruguayanerens bissetrick, for at forvirre og fravrist sig modstanderne. Forhåbentlig var VM 2014 den sidste gang at Suarez bider på en fodboldbane – men Suarez’ veje er uransagelige...

Alt i alt er ”Krigeren” en læseværdig sportsbiografi. Andreas Rasch-Christensen skriver med en nærmest sydamerikansk passion for fodbolden. Bogen bærer præg af Rasch-Christensen nørdede, dybdegående tilgang og man må tage hatten af for det store research arbejde, der er blevet gjort i forbindelse med udarbejdelsen af bogen. Især de interviews han har foretaget i Uruguay med Suarez’ tidligere trænere giver et nuanceret billede af fodboldspilleren og Luis Suarez mennesket. Rasch-Christensen er desuden gået analytisk til værks, hvilket giver bogen større dybde end man ellers får i fodboldbiografier. Nogle læsere vil muligvis kritisere bogen for at være for lang, men jeg mener at biografien er skrevet med et så stort fodboldhjerte, at det er vanskeligt ikke at blive bidt af fortællingen om Suarez. Desuden rummer personen Suarez en så stor kompleksitet, at læserens nysgerrighed bliver vækket og man vil gerne have svaret på det store underlæggende spørgsmål – hvorfor bider Suarez? Bogen kan anbefales til alle de som er begejstret fodbold i almindelighed og for sydamerikansk fodbold i særdeleshed. Liverpool-fans og nysgerrige Barcelona-tilhængere ville også få et stort udbytte af bogen og blive klogere på personen og fodboldspilleren Suarez.

[i] Luis Alberto Suarez Dias [ii] 1. bid – november 2010 – Otman Bakkal(PSV Eindhoven) 2. bid - april 2013 – Branislav Ivanovic(Chelsea) 3. bid – juni 2014 – Giorgio Chiellini(Italien)